Plads til alt

At ting falder fra hinanden er en slags test og også en slags helbredelse. Vi tror, ​​at pointen er at bestå testen eller at overvinde problemet, men sandheden er, at ting ikke rigtig bliver løst. De samles, og de falder fra hinanden. Så samles de igen og falder fra hinanden igen. Det er bare sådan. Helbredelsen kommer fra at lade der være plads til alt dette: plads til sorg, til lettelse, til elendighed, til glæde.

Når vi tror, ​​at noget vil bringe os glæde, ved vi ikke, hvad der virkelig vil ske. Når vi tror, ​​at noget vil give os elendighed, ved vi det ikke. At lade der være plads til ikke at vide er det vigtigste af alt. Vi prøver at gøre det, vi tror vil hjælpe. Men vi ved det ikke. Vi ved aldrig, om vi vil falde pladask eller rette os op. Når der er skuffelse, ved vi ikke, om det er slutningen på historien. Det kan bare være begyndelsen på et stort eventyr….

Når tingene falder fra hinanden, og vi er på nippet til et sted, vi ikke ved hvad, er testen for hver enkelt af os at blive på den rand og ikke konkretisere. Den spirituelle rejse handler ikke om himlen og endelig at nå et sted, der virkelig svulmer. Faktisk er det den måde at se tingene på, der holder os ulykkelige. At tro, at vi kan finde en varig glæde og undgå smerte, er det, der i buddhismen kaldes samsara, en håbløs cyklus, der går uendeligt rundt og rundt og får os til at lide meget. Buddhas allerførste ædle sandhed påpeger, at lidelse er uundgåelig for mennesker, så længe vi tror, ​​at tingene varer ved – at de ikke går i opløsning, at de kan stilles tilfreds med vores sult efter tryghed. Fra dette synspunkt er det eneste tidspunkt, vi nogensinde ved, hvad der virkelig foregår, når tæppet er trukket ud, og vi ikke kan finde nogen steder at lande. Vi bruger disse situationer enten til at vække os selv eller til at sove. Lige nu – i selve øjeblikket af grundløshed – er frøet til at tage sig af dem, der har brug for vores omsorg, for at opdage vores godhed…

Livet er en god lærer og en god ven. Tingene er altid i forandring, hvis vi bare kunne indse det. Intet opsummerer sig nogensinde på den måde, vi kan lide at drømme om. Den midterste, midt imellem tilstanden er en ideel situation, en situation, hvor vi ikke bliver fanget, og hvor vi kan åbne vores hjerter og sind ud over grænserne. Det er en meget øm, ikke-aggressiv, åben tilstand.

At blive ved med den rystelse – at blive ved med et knust hjerte, en rumlende mave, følelsen af ​​håbløshed – det er vejen til sand opvågning. At holde fast i den usikkerhed, at få evnen til at slappe af midt i kaoset, at lære ikke at gå i panik – det er den spirituelle vej. At få evnen til at fange os selv, at være blid og medfølende i at fange os selv, er krigerens vej…”